Om os

Med over 9.000 tromlede haver i bagagen, kan vi roligt love dig, at vi også har styr på, hvordan vi skal tage os af din!

Book tromling nuKontakt os her

Historien bag Tromle.dk

Vi er mig, Ted Hansen, der startede projektet lidt ved en tilfældighed for ca. 4 år siden.

På det tidspunkt skulle vi tromle vores hårdt muldvarperamte spejdergrund. Jeg tænkte, at et opslag på Facebook i lokalområdet kunne give lidt til klubkassen. Faktisk endte det med, at jeg tromlede 25 haver den weekend og ikke engang nåede min egen.

Året efter gentog succesen sig, folk spurgte, om vi ikke kom igen, og en forretningsidé var født. Hvorfor ikke gøre det let tilgængeligt for alle at få tromlet deres have helt enkelt?

Udfyld en formular og vupti, så dukker en rutineret tromle-mand op med ordentligt grej og skaber en flad plæne.

1. marts 2021 gik jeg i gang. 14 dage efter var vi 5 chauffører, der betjener tromlerne op til 7 dage om ugen, lidt vejr-bestemt 😊

Hvad siger vores kunder?

Læs anmeldelser af os på Trustpilot. I kan også læse, hvad vores kunder skriver om os på Facebook.

9.000 plæner er blevet tromlet

I starten af 2025, hvor dette skrives, har vi passeret 7.000 plæner. Vi får nu rigtig mange referencer og oplever kunder, der ser resultatet hos naboer og venner og selv ønsker det samme udført.

Siden jeg startede Tromle.dk i 2021, er virksomheden blevet kendt i hele Danmark. Vi består i dag af 6 dygtige tromle-chauffører og mig selv, som står for ordrebehandling og planlægning. Vi kan nu tilbyde (næsten) alle haveejere i kongeriget Danmark at få tromlet deres have – og det er vi stolte af!

Med over 9.000 tromlede haver i bagagen, kan vi roligt love dig, at vi også har styr på, hvordan vi skal tage os af din!

Læs mere om fordelene ved at vælge os længere nede på siden.

Fordele ved at vælge Tromle.dk​

Ingen skjulte gebyrer

Det er ikke altid nemt at finde ud af totalprisen, når du hyrer et firma til et stykke arbejde. Det kommer du ikke til at opleve hos os.

Vi går op i gennemsigtighed og ærlighed – og derfor kan du altid være sikker på, at den pris, du får i starten, er den pris, du skal betale i sidste ende. Vi har ingen skjulte gebyrer og alle vores priser er inklusiv kørsel, forsikring og moms.

Hos os kender du altid prisen helt fra starten af. Klik her for at komme hen til vores priseksempler, hvor du selv kan beregne din pris. Du betaler først, når vi er færdige med din plæne og ikke et sekund før.

Fuld forsikring

Sikkerhed er vigtigt for os – og garanteret også for dig. Skader og ulykker i forbindelse med arbejde er desværre noget, der kan opstå for alle, og næsten altid, når man mindst venter det.

Derfor har vi tegnet en ansvarsforsikring, der dækker skader af alvorlig karakter. På den måde skabes der mere tryghed for alle parter involveret.

Sikkerhed bør aldrig være et område, hvor du sparer dine penge. Fordi vi går op i tryghed, er vores priser alle inklusiv forsikring. Så du ikke skal betale ekstra for at føle dig mere tryg. Derudover er priserne også inklusiv afbestillingsforsikring.

Ingen traktose

Traktose er, når jord er så komprimeret af tung kørsel, at alt plantevækst er umulig. Det sker typisk ved anlæg af huse, hvor den tunge arbejdskørsel påvirker mulighederne for at anlægge have. Den eneste løsning, hvis det sker, er at grubbe jorden og løsne den.

Vi tager traktose meget alvorligt. Vi forstår godt, at du måske er bekymret for, at det sker i din have. Men vi kan forsikre om, at vores tromling foregår med grej, der ikke giver traktose.

Der er to valser på vores tromle – hver med en bredde på 80 cm. Trykket fordeles, så vi trykker omkring 5 kg pr. cm². Det svarer til en voksen mand, der står på tæer.

Fuld tilfredshed

Vi går op i, at vores kunder er glade og tilfredse med vores arbejde. Det er trods alt vores levebrød. Derfor tilbyder vi en omtromling uden beregning, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende.

Det er dog mod forventning, da vi naturligvis altid gør vores bedste for, at du får et tilfredsstillende slutresultat fra første forsøg. Det er dog stadig en garanti, vi giver dig som kunde hos os, så du altid kan være tryg ved et samarbejde med os.

Klar kommunikation

Vi er ærlige og åbne over for vores kunder. Derfor tør vi godt garantere, at der er klar kommunikation med os fra start til slut, så du altid ved, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske.

Du kan altid forvente sms’er eller e-mails fra os efter hvert trin i processen, og vi ringer altid ca. en halv time før, vi ankommer.

Vi opdaterer altid i tilfælde af ændringer, og der er derfor aldrig pludselige overraskelser.

Tromle.dk har kunden i fokus

Det er vigtigt for os, at vores kunder er i fokus. Vi tilbyder derfor hurtig service, som du ikke ser mange andre steder.
Vi respekterer, at din tid er vigtig. Derfor bestræber vi os altid på at hjælpe hurtigst muligt.

Kontakter du os om en forespørgsel, har vi et tilbud klar allerede inden for 24 timer – og vi klarer 98 % af alle vores bestillinger inden for én uge.

Vi dækker hele landet

Er du bange for, at vi ikke kan komme ud og klare din ujævne græsplæne? Frygt ej. Vi rykker ud i hele Danmark på alle brofaste øer. Vi har 6 tromler fordelt i hele landet, og vi kan også hjælpe dig med tromling af din græsplæne.